Moden må følges

I disse tider er det øjensynligt en trend at indlede ethvert exchange-blog-indlæg med en lille markering af, hvor lang tid, der er gået siden sidste indlæg. På den måde kan exchange-bloggeren let og elegant, nærmest undskyldende, glide over i en fed, fed fortælling om sit alt for sindsyge og alkoholpåvirkede exchange-liv.

Så derfor:

Hov, så gik der lige fem dage siden sidst. Shit, det er for dårligt. Men vi har simpelthen haft så travlt med exchange i alle døgnets 24 timer.

I løbet af den næste uges tid bliver det nok heller ikke til så meget, for vi skal både til koncert, i cirkus og i bio! Slå den Mette Myali Albæk. Og som om det ikke var nok, så skulle vi faktisk også have været til en banquet, men vi blev desværre ikke inviteret.

Tak herfra og endnu engang undskyld, at der er gået så lang tid siden sidste indlæg. Nøj, hvor har vi haft travlt.

The kids nu til dags.

Bear over with us

Hej hej. Nico and Bruiser here.

Kender I det, når man bare har været i udlandet so long, at man næsten helt har glemt at tale dansk? Med alle vores nye friends 4 life plus the insane exchange-craziness in general, så taler vi hardly ever dansk længere. Faktisk er vi blevet så vant til at tale engelsk, at når vi så finally taler dansk, så er vi bare begyndt at glemme alle mulige forskellige danish words. Så når vi nu returner til the wonderful land of Danmark om et par måneder, så bear lige over with us.

Gemalen. En anden mand der kæmper lidt med det danske, men hvad gør det, når man har klasse og en flot bar kasse?

De flittige børns fest

Hold nu, hvor bliver der læst på Rue Drolet i Mont-R-U-4-real for tiden. Udenfor er det 25 grader, og solen skinner, men det har vi ikke tid til at bekymre os om. Det er eksamenstid. Der skal studeres. Og der skal i den grad præsteres. Et par kluntede manøvrer har gjort, at det er tvivlsomt, om vi klarer den, eller om vi må tage tilbage til vores højskole i Jylland med bøjede hoveder og sige: "den gik ikke". Nu afhænger det hele af, om vi kan tilegne os tilstrækkelig viden om henholdsvis terrorisme og Latinamerika, inden næste uge er omme.  
Der er også den mulighed, at vi svarer rigtigt på 50 ud af 50 multiple choice-spørgsmål om et eller andet antropologisk. Det sker formentlig ikke, så vi lægger vores skæbne i hænderne på to af de allerstørste inden for den vestlige verdens uddannelsessektor, og uanset hvordan det kommer til at gå, så har vi hørt dejlig musik under vejs.

Dr. Marcel - Chefen for det hele, en true class act og en legende inden for the teachings of Public Security and Terrorism. 

Relativt Latinamerikakyndige Dr. Fick (længst til højre) i sin karakteristiske "hvor er jeg, og hvem er I?"-positur.

En sød mand, der også studerer flittigt.

Rise of the gingers

Det er en kæmpe dag for Canadas rødhårede - the gingers of Canada.

Denne udskældte minoritet, som mest er kendt for at være et oplagt mål for mobning (hva' så jordbærhjelm, er der ild i håret? Hey ildtop, din far må ha' en rusten pik), har i dag placeret sig øverst i det canadiske hierarki.

Således var det en lille ginger boy, der satte sig bag rattet og reddede alle sine klassekammerater fra at køre i døden med deres gule skolebus, da chaufføren fik et ildebefindende og gik ud som et lys. En anden ginger-dreng forsøgte sig herefter herorisk med first aid på den døende chauffør.

En dejlig og usædvanlig omgang ginger-helte-dådning. Ærgerligt nok ser det ud til, at chaufføren tager billetten, ginger-drengens first aid til trods. Men stadigvæk - gingers do have souls.

Alt sammen blev set i the news på Global Montreal - en af vores tre flittigt sete engelsk-sprogede kanaler. De fire resterende kanaler er selvfølgelig på fransk. Katastrofalt.

Forresten, gingers. Lad nu ikke succesen stige jer til hovedet. I er stadig en mobningsværdig minoritet.

The mother of all gingers.

Riots forstyrrer freden

Ja, vi må jo indrømme, at det ikke rigtig kører for nicoandbruiser.blogspot.com. Vi har simpelthen snart ikke mere at give af. Og måske er the fans også blevet mætte?

I dag - as we speak - sker der dog noget totally worth blogging about: Vores exchange-verden bliver nemlig rystet en smule, idet høje råb og voldsomt enerverende megafon-taler pt. trænger sig vej ind i vores lille hjem på Rue Drolet i Mong4seals. En flok demonstranter har simpelthen taget opstilling på det nærliggende Square Saint Louis, hvor Bruiser ellers havde planlagt at læse lidt i en bog. I ro og mag, på en bænk i solen. Exchange-style.

Men sådan skulle det ikke være.

Og hvad demonstreres der så for? Løsrivelse af the province Quebec (indeholdende Montreal) såmænd. De fronkofile Canadians kan ikke klare at være en del af Canada. De føler sig åh så specielle og franske, at de partout vil have deres eget selvstændige land - un pays indépendant - som så skal hedde Quebec og være ih og åh så fint og fransk og ikke have noget med resten af Canada at gøre.

Til det har vi bare at sige: Skråt op og glem det! Hvis I ikke kan klare duften i det canadiske bageri, så må I tage til Frankrig og skabe jer der. Vi orker snart ikke mere med frankofile typer. WE ARE IN CANADA!

Frankofile tåber - heldigvis et markant mindretal - er utilfredse med at være en del af Canada og forstyrrer freden på Rue Drolet 3626.